Rullepølse = Knu’ kål

Knu’ kål eller knuget grøntkål

Hvad er nu det for noget? Knu’ kål? Ja, det er en opskrift og metode jeg har lært af min far. Han har taget den med fra sin barndom i Ringkøbing.

Når jeg koger rullepølse – kommer der den mest fantastiske “suppe” ud af det. Jeg koger ofte 3-4 rullepølser i den samme suppe, så er der rullepølse til hele familien.

Når jeg har god tid, køber jeg slag af gris fra slagteren – salter slagene og ruller rullepølserne efter 2 døgn.

Når jeg vil “snyde” køber jeg ferske rullepølser fra slagteren. Jeg bestiller dem i forvejen og beder om, at de er godt krydret og ikke for fede.

Hvad enten de er hjemmerullede eller købt saltet/krydret/ferske – skal de op i en gryde og koges. Stille og roligt. I kogevandet kommer jeg masser af gode sager. Det giver god smag til rullepølsen, men også til “suppen”.

Suppen bruges så til at koge grøntkål. Når kålen er kogt og afkølet lidt – tages kålen op og knuges til kugler. Heraf navnet – knuget kål eller knu’kål som vi siger. Grøntkålen fryses i portioner formet som kugler og tages op efterhånden som de skal bruges. Opskriften er her: Knu’ kål – knuget grøntkål

Denne dejlig grøntkål spises sammen med medister, frikadeller eller skinke. Jeg elsker gode frikadeller. Og min opskrift på frikadeller er faktisk rigtig nem: Frikadeller

Dejlig dansk mad er heldigvis på mode igen. Jeg synes det er vigtigt, at vi bevarer og udviklet på disse opskrifter. Der er en grund til, at de har overlevet mange generationer. Danske retter er ofte meget velbalanceret i smage: salt, surt, bittert, sødt. Gode gamle danske retter skal laves med samme omhug i valg af råvarer, tiden og kærligheden der ligges i det – som når der laves gourmet mad.

Leave a Reply